Metamorfose | Padma yogaskole
3874
single,single-post,postid-3874,single-format-standard,ajax_fade,page_not_loaded,smooth_scroll,,qode-child-theme-ver-1.0.0,qode-theme-ver-3.4,wpb-js-composer js-comp-ver-5.0.1,vc_responsive
 

Metamorfose

  |   Jubilæum

METAMORFOSE

KUNSTUDSTILLING

I forbindelse med Padmas ti års jubilæum, har vi inviteret en god gammel  ven, yogalærer, yogi og multikunstner, Carsten Crone Caroc, til at udstille nogle af sine seneste malereier på skolen.

Jeg kender Carsten fra vores fælles ungdom i Skandinavisk Yoga og Meditationsskole, hvor vi begge var i lære hos Swami Janakananda Saraswati og tog del i hans yogalærertræning.
Vi har gennem seks år, levet, lavet yoga og arbejdet sammen, assisteret hinanden i alle mulige og nærmest umulige karmayoga projekter og anden skør træning, som et led i vores yogalæreruddannelse og mester-lærlinge yogadisciplinering. Vi har igennem de år, tilbragt flere uger, ligefrem måneder, sammen i skolens yogarum, arbejdet med og udforsket, hatha yoga, kriya yoga og nogle af de mange meditationer og fordybelsesprocesser, som Swami Janakananda videregiver.

Efter at have fuldført Skandinavisk Yogas 6-årig yoga og meditationslærer uddannelse gik Carsten et år på Københavns Kunstskoles billedkunstlinje og fra 2006 til 2013 studerede han på Det Kongelige Danske Kunstakademi.
Han har igennem årene udstillet i mange forskellige sammenhænge: på gallerier, biblioteker, i Politikens Hus, i Øksnehallen, på Charlottenborg og på Kunstakademiets udstillingssteder. Senest viste han sin performance ”Tetrahedron” på KE16 (Kunstnernes Efterårsudstilling)
Udover at male, udforsker Carsten også andre kunstneriske udtryk, så som skulptur og performance. Han underviser i yoga og meditation på Skandinavisk Yoga og Meditationsskole, hvor han også fungerer som kurator for skolens kunstudstilling.

Carstens baggrund i yoga, hans mangeårige meditationspraksis og arbejde med sig selv, skinner igennem i hans kunst. Hans værker har, trods sit umiddelbare simple udtryk, en evne til at fange ens opmærksomhed og transcendere tid og rum, beskueren og det beskuede.
Hans malerier spænder over et bredt felt, fra uafgrænsede farverige udtoninger af det formløse og uendelige, der leder tankerne hen til gamle landskabsmalerier af åbne vider, marker og havet, der dog ikke er konkrete fysisk ydre rum, men Rorschachagtige indre landskaber, til malerier, der i stramme former og nærmest matematisk præcision, besætter lærredet med ursymboler, gentagelser, fraktaler og krafttegn – en slags fusion af klassiske yantra, M.C. Escher og Op-art.

”Jeg oplever mine værker som en blanding af meditative rum med psykologisk og emotionelt stof.
Mine motiver kan måske opleves som meditative scener, men de skal mest tænkes som et motiv at hænge noget vigtigere og dybere op på. Det er alt det udenom selve motivet, der er det væsentlige.
Det er ikke fordi, jeg tænker, at jeg vil formidle en meditativ erfaring – der er blot en impuls i mig, som har lyst til at male de her motiver. ”