Om Namo Narayan

Hej, vi hedder Yogananda Puri og Savitri Puri og vi er drivkraften bag Padma yogaskole.

Det er os selv, der underviser på de forskellige yogakurser på skolen, men af og til inviterer vi også andre yogi’er, yogini’er og lærere forbi skolen, til at give det videre som de er specielt gode til.

Vi har de sidste 20 år, på hver vores måde, arbejdet med at få en større forståelse for os selv og den verden vi nu lever i.
På den opdagelsesrejse er vi begge støt på yoga og har gennem årene, udforsket, fordybet os og fået en indsigt i mange forskellige discipliner og aspekter af yogatraditionen.

Vi har begge levet flere år i ashram (en slags yoga bofællesskab eller åndeligt værksted), hovedsagligt Skandinavisk Yoga og Meditationsskoles ashram’er og er oprindeligt undervist, trænet og uddannet af Swami Janakananda Saraswati og nogle af hans tætteste disciple og lærere.

Mange af de praktiske hatha yoga øvelser, som asana, pranayama, mudra, bandha, shatkarma o.l. samt meditationsteknikkerne Jyoti Trataka, Antar Mauna og Ajapa japa, som vi underviser i, er discipliner vi har lært under denne tid.

Yogananda og Savitri, yogalærere på Padma yogaskole i Roskilde

Under Kumbh Mela’en i Hardwar i 2010, blev vi initieret i sannyas af Baba Ram Puri i Naga baba traditionen, bedre kendt som Juna Akhara.

Juna Akhara betyder den gamle orden og henviser til, at den er Indiens ældste spirituelle tradition. Den hører under Adi Shankaracharya’s Dashnami Sampradaya (orden af ti navne) og er den største, nok mest respekterede og måske berygtet af alle Indiens mange spirituelle traditioner.

Indvielsen i sannyas er et overgangsritual, det er egentlig dit eget begravelsesritual som du gennemgår. Det er en kraftig og dyb transformation, hvor du ofrer dit gamle Jeg på ligbrændingsbålet og forlader familie, omgangskreds og forpligtigelser. For derefter at blive født på ny, med et nyt navn, en ny familie og nye forpligtigelser.
Traditionelt har det at tage sannyas og indgå i et mester-lærlinge forhold (guru-shishya-parampara) været måden at få træning og indblik i yoga på og det er stadig den eneste mulighed for at få adgang til mere omfattende esoteriske ritualer og dybsindig kundskab.

Naga traditionen kan klassificeres som en form for ekstrem Advaita, hvor yoga har et mere shamanistisk udtryk og mytologisk kontekst.

Det er filosofien og forståelsen af yoga, set fra dette perspektiv, som vi tager med i vores undervisning. Selve ritualerne og de praktiske metoder er noget som vi fortrinsvis bruger i vores egen sadhana (yoga praksis) og ikke noget vi egentlig underviser i.
Du vil kunne opleve en form for ritual fra Naga baba traditionen, hvis du kommer til vores puja arrangementer, hvis vi laver havan eller på enkelte af fordybelseskurserne.

Vi har været på pilgrimsrejse (yatra) og i retreat i Indien flere gange og vender fortsat tilbage for at finde yderligere inspiration og forbindelse – yoga.

Vores undervisning er baseret på mere end 15 års undervisningserfaring og de erfaringer og indsigter, vi har fået gennem vores egen praksis (sadhana eller tapasya). Den bygger på nogle af de metoder, som vi har lært af de lærere og guider vi er støt på over årene og især den erkendelse og visdom, som vores guru’er har faciliteret og videregivet.